Velkommen til Heidi`s Verden - Dagbog fra Paradis
June
11
2011

.. besøget i vuggestuen (childminding)

.. mandag var jeg også på besøg hos det som i Danmark ville svare til en vuggestue. Da vi lige kom ind ad lågen og Aida viste mig omkring havde jeg en følelse af at det var synd for de små børn at de skulle være der.. det er som jeg beskriver på filmen en stor hal som Sister Anne ( irsk nonne ) har lejet og formålet er at oprette et sted hvor mødre kan aflevere deres børn mens de tager på arbejde.

Jeg er som altid når jeg færdes på gaden og i det hele taget i Cebu - delt i to. En del af mig føler med disse mennesker og jeg er forfærdet over forholdene.. men de overrasker mig ikke mere.. istedet har jeg gennem de tre uger jeg har været her været i en proces hvor jeg har fået andre briller på. Jeg har på intet tidspunkt været fordømmende eller følt bebrejdelser overfor kulturen og de mennesker der bor i den, men nærmere haft et hjerte der blødte når jeg oplevede hvilke vilkår disse mennesker lever under..

Nu er jeg kommet derhen at når jeg møder noget nyt og grusomt.. så tænker jeg på at alternativet ofte er noget meget meget værre.. Ja! Disse små babyer ligger i en indhegning hele dagen og passes af 3 kvinder.. Ja! Disse små babyer bliver ikke lige taget op hvis de græder eller lignende.. Men der er rent og pænt, de får noget at drikke og spise, de skal ikke være ude i den åbne sol og nogen tager sig af dem.. Alternativet for disse børn - hvis mødrene skulle blive hjemme - ville være en meget hårdere hverdag.. jeg har hørt om børn som er blevet bundet fast med reb til pæle mens mødrene var væk hjemmefra.. jeg har hørt hårde historier om hvordan selv små børn bliver sat i arbejde og har pligter.. historier om hvordan forældre slår deres børn med kæppe osv osv.. 

Der er intet der hedder barndom i dette land.. så snart et barn kan gå - er hvad man kunne kalde "barndom" ovre.. så har de trods alt nogle gode timer mens de er i "childminding"....

June
11
2011

.. skolestart og maskingeværer..

.. mandag var jeg med Aida vores "socialworker" og tolk med på officielt besøg på den skole hvor jeg stak hovedet ind den anden dag.. jeg fik tilladelse til at gå rundt og snakke med både lærere/ elever og fik lov at filme og tage billeder.

Mandag var deres første dag efter ferien og jeg spurgte Aida hvorfor der var så meget politi i gaderne. Svaret er som altid simpelt og ligger lige for.. Her i Cebu er der mange fattige og den form for fattigdom jeg oplever her driver ofte mennesker til desperate handlinger. På skolen - som er en ganske almindelig offentlig gennemsnitlig skole - er der hver måned kidnapninger. Forældre bliver bedt over højtalerprogrammer at forlade skolen så sikkerhedsvagten ved lågen kan følge med i alle de mennesker der kommer og går - og bedre sortere de "forkerte" fra.. jeg spurgte Aida om hvad der sker når et barn bliver kidnappet og svaret var, at af og til kommer barnet tilbage.. af og til bliver det dræbt..

Af samme årsag bliver eleverne, som typisk er mellem 30 og 70 elever i hver klasse, bedt om at spise deres frokost inde i klasselokalet..

Der var flere betjente og sikkerhedsvagter på gaden den dag end jeg kunne tælle.. selv i supermarkedet hvor jeg kommer hver dag var der mandag to vagter med maskingeværer.. og Aida forsikrede mig at de ikke kun var der som et skræmmebillede.. men at de i høj grad vidste hvordan de skulle bruge deres våben - og heller ikke tøver med at bruge dem..

Velkommen til den phillipinske skoleverden..

June
5
2011

.. opskriften på den perfekte lørdag aften..

.. vi var kun et par stykker hjemme i aftes men Alf havde den nye Pirates of the Carabien 4 på et usb stik og Jenny, Gabe, Alf og jeg satte det hele op i stuen smiley.gif Herude bruger vi en smart lille projekter hver dag både til vores morgensamlinger men også når vi tager ud af huset og laver alt muligt andet smiley.gif

Så voila! Vi tog at stort spejl ned fra væggen.. satte 3 bløde store dejlige sofaer sammen, hentede en håndfuld phillipinske kolde øl ( faktisk et ok ølprodukt ) og fik set film i aftes :-D Filmen er fed i sig selv men jeg er kommet til at holde uendeligt meget af denne samlede folk som jeg kan kalde min 2. familie..

Marie og Gabe bor her med nogle af deres 8 børn og er phillipinske. Alf ( egentlig døbt Einar ) er nordmand og bor i værelset ved siden af mig.. Abi ( Abigail ) er en fransk missionære som også bor her. Hun har værelse ovre i den anden bygning. Jenny er phillipinsk og bor her med et af sine børn ( resten ved jeg ikke hvor bor, men tro hun har 4 ialt spredt ud over forskellige kontinenter ) Og så er der Flemming og Elisabeth og deres 11 børn hvoraf de 2 yngste bor her i huset ( Suzy og Johnny ).. og til sidste Sarah som er en ung phillipinsk kvinde som også bor her i samme hus som jeg..

Alt i alt er det et meget levende hus og her er altid nogen hjemme.. altid nogen der spiller enten basketball i gården eller pool under halvtaget..

Men i aftes var det bare Jenny, Alf Gabe og jeg der var hjemme og nød at være sammen og se film..

Hold da op hvor kommer jeg til at savne alle disse mennesker når jeg skal hjem næste søndag.. men jeg glemmer dem aldrig smiley.gif

June
4
2011

..solopgang i bjergene..

.. Suzy og jeg havde aftalt at stå op klokken 4 i nat for at køre op i bjergene og se solopgangen.. i aftes kørte vi på motorcyklen til supermarkedet og købte frisk frugt, phillipinsk yoghurt og chokoladepulver til at lave varm cacao af.. vi prøvede at komme afsted sidste weekend men måtte aflyse fordi det regnede.

 

Der er noget helt specielt over byen når det er mørkt.. mennesker kommer ud af deres små skure og beboelser og lever faktisk deres sociale liv på gaden. Varmen er ulidelig midt på dagen og fugtigheden gør at alting er klistret hele tiden.. Det kan til tider være umådeligt svært at få hovedet til at fungere og i det hele taget tænke en hel tanke til ende – men efter 2 uger er jeg så småt ved at vænne mig til det smiley.gif og alle her kommer ud og sidder på gaden og spiser, snakker og er i det hele taget sociale når det er mørkt ( hvilket er ret tidligt – omkring kl 6) De små gadekiosker har næsten altid åbent og jeg har endnu ikke oplevet at gaderne var stille og tomme for liv – heller ikke klokken 4 om natten. Det er byen der aldrig sover..

 

Men Suzy og jeg hoppede på motorcyklen og tog af sted på ”mission solopgang”. Jeg er ved at have vænnet mig til denne transportform og nyder at zigzagge ind og ud mellem biler, taxier, jeepnies og motorcykler. Den eneste regel der er – er at der ingen regler er! Man finder et hul i trafikken eller skaber det selv. Om man overhaler indenom eller udenom er ligegyldigt.. her er ingen striber i vejen som deler højre og venstre.. og det er ufatteligt hvor lidt plads det egentlig kræver at ”klemme” en motorcykel ind mellem et par jeepnies.. Det føles som at være midt i et racerløb og det er alle mod alle! Og jeg elsker det! Hvis man kan lide ting som går hurtigt og kan bevare overblik og roen i blodet – så er det, det hele værd! :-D

 

I udkanten af byen begynder alle hårnålesvingene.. det går rundt og rundt og overalt er der en fantastisk udsigt over byen og alle lysene.. Da daggryet begyndte at vise sig var vi ved at være helt oppe på toppen og det er en ubeskrivelig fornemmelse at være så højt oppe at du faktisk kører ind igennem en sky for at komme til målet.. Det ene øjeblik er der klart vejr og stjerner, det næste rammer du en sky og alt bliver vådt og tåget.. indtil man er kommet op på den anden side af skyen og kan se ned på den! Vild fornemmelse siger jeg bare!!

 

Da vi var kommet helt op og havde parkeret kunne jeg se at vi var på en slags udsigtsplatform med et par borde helt ude ved rækværket.. Der hvor vi sad, kunne vi se ned over byen, ud over havnen og over til adskillige andre øer og rev.. Ude til højre hævede spidse grønne bjerge sig i et ubeskriveligt mønster og jeg opgav faktisk at regne ud hvordan de havde fået deres særegne form.. Fra det sted hvor vi sad ligner den ø jeg bor på mest af alt en kæmpe regnskov eller urskov med en by ved vandet.. alt er grønt og frodigt og hvad jeg troede dug som jeg kender det hjemmefra på buske og blade – er i stedet vand fra skyerne når de driver ind over det helt.. Trompetblomster og hibiscus (hawaiiblomster) er så store at jeg slet ikke ved hvordan jeg skal forklare det..

 

Udsigten over øen er fantastisk og det ligner et stykke paradis som man kun ser billeder af eller ser på film.. Det er ufatteligt smukt at sidde der oppe mellem skyerne og se solen stige op og forvandle nat til dag.. Suzy havde endda taget ipod og højtalere med, så til tonerne af Enya sad vi der og jeg tror det er længe siden jeg har følt mig så lille.. I 2 uger har min verden været smog, udstødningsgas, bilhorn og trafiklyde døgnet rundt og det føltes som at være kommet i himlen at sidde der og se ud over vandet.. betragte regnvejr langt langt væk.. og se solen farve både vandet og skyerne alverdens farver.. Det er noget af det smukkeste jeg nogensinde har set.. og fedt når så en sky kommer forbi så Suzy og jeg knap kan se hinanden i et par minutter – for så igen at drive videre og åbne verden for os på ny.. adskilleige gange mens vi sad der kunne vi se en sky komme imod os og se hvordan den ramte os.. vi sad bare der og ventede på at drev gennem os og så var alting lyst og klart igen.. fantastisk fed oplevelse!! Jeg har taget et par enkelte billeder men opgav det igen, fordi de er elendige og slet slet ikke kan vise hverken udsigten eller afstandene..

 

Turen hjem var anderledes fordi det nu var lyst og jeg kunne se alt klart og tydeligt omkring mig.. ved et vejkryds stod en mand som de jo gør på alle hjørner næsten og solgte kokosnødder.. vi holdt ind mens vi ventede på grønt lys og nåede lige at købe en helt frisk kokosnød. Manden hakkede et hul i toppen af den og hældte al kokossaften i en plasticpose.. bagefter hakkede han den over med en skarp manchet og tog al den saftige hvide kokosmasse ud som vi kender herhjemme som det der bliver til kokosmel. Vi fik det hele med hjem og jeg spiste med største fornøjelse frugtkødet og drak kokosmælken.. Det var en super fed måde at starte dagen på smiley.gif

 

 

June
3
2011

Besøg i kvindefængslet i Cebu

... The "Rise Above Foundation" som organisationen hedder bruger al sin tid på at hjælpe mennesker til at få indhold og værdi i livet.. en af måderne at gøre det på er at tage på på bjerget til kvindefængslet hver anden fredag og sætte en projekter til + et lærred og vise en film. Der bliver sat plastikstole op i rækker og vi må have været måske 30-40 kvinder idag til at se film. 

Kvinderne sidder typisk inde for handel med stoffer som giver i omegnen af 12-20 år +/-.. Så vidt jeg har kunnet informere mig er der ingen af kvinderne der har deres børn med mens de sidder inde og mange af dem kommer fra små provinsbyer udenfor Cebu hvor de tilbageblevne familier ikke har den store mulighed for at komme ind til byen på besøg.. det er simpelthen for dyrt. Kvindernes børn bliver ofte fordelt ud på slægtninge og anden familie mens hun er i fængsel.. og i virkeligheden er en del af  grunden til at kvinderne sidder inde - fattigdom.. de forsøger at tjene til dagen og vejen på en forholdsvis nem måde, men med så meget andet herude er straffen ufattelig for en dansker som jeg.. 

Jeg kunne ikke få tilladelse af vagten til at tage billeder af de celler jeg så, men kun ude i den "forhal" som er vist på billederne.. jeg kan kun fortælle at cellerne er på meget få kvadratmeter og det så ud til at de sov mellem 4-6 personer i hver celle. De sover i køjesenge - nogenlunde som man ser det i en amerikansk film! Fængselsdragten består en en gul fange tshirt men valgfrie bukser.. smykkerne som i kan se på billederne er en del af det daglige arbejde. De bliver både solgt til besøgende, familie men også enkelte "departmentstores" aftager lidt smykker.. så vidt jeg kunne forstå fungerer det også sådan at familien hjemmefra kan tage smykker med hjem og sælge for kvinden..

Da vi var færdige kom et par musikkere og sang lidt korsang sammen med kvinderne og Abi fortalte mig at fængslet tilbyder at de kvinder som har lyst og mod på det kan deltage i et uddannelsesprogram på stedet.. det var en rigtig god oplevelse at se "det indvendige" af et fængsel men det bringer igen og igen tankerne hjem til Danmark hvor man får en fair retsag og (til de fleste tider) en fair straf.. Enhver der bare tager en køretur rundt i denne by kan ved selvsyn konstatere hvor godt vi egentlig har det i Danmark.. herude er fattigdom virkelig fattigdom - og får mennesker til at risikere mere end de egentlig har "råd" til.. fattigdom driver dem ud i løsninger som ikke er holdbare og jeg må beklageligvis medgive at jo mere jeg hører om dette lands regering og systemopfattelse - jo mere afstand tager jeg fra det.. menneskerettigheder er ikke et anvendt ord.. til trods for at landet bygger på religiøse værdier og store ord som næstekærlighed, respekt og troen på gud.. så ser jeg en regering som vender sit folk ryggen.. og lader de fattige forblive fattige..

June
3
2011

.. de "hjemløse"

.. jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal kalde dem..? De er en gruppe mennesker som bor på en tom byggegrund. Under "Billeder af hjemløse" vil jeg prøve at give et indtryk af hvad det er disse mennesker er oppe imod.. så vidt jeg har forstået har de slået sig ned på denne byggegrund i deres biler og hvad man kan kalde små hjem - og bor der indtil ejeren skal bruge grunden eller sælger den - så må de flytte videre.. det virker som om de er et lille isoleret "samfund" i "samfundet".. kvinderne passer børnene og mændene forsøger at tjene en dagskilling ved at tilbyde deres håndværksmæssige egenskaber.. første gang jeg var der sammen med Alf var det for at hente en ny grillrist som en af mændene havde svejset sammen af jernstænger. Så vidt jeg kunne se havde han faktisk lavet et super fint stykke arbejde og grillen er allerede taget i brug og virker optimalt..

Aida som er den socialarbejder og tolk som har hjulpet mig, tog mig med derhen. Jeg havde forinden lige kort fortalt hende hvad det var, jeg ville der og hvad det var, jeg skulle bruge hendes oversættelser til.. Byggegrunden ligger i gåafstand fra huset hvor jeg bor og jeg kommer forbi to gange om dagen. Efter at have været der har jeg nu skaffet mig en kontakt der ( en ældre mand og hans handicappede kone ) så jeg frit kan komme og gå..

Det er meget fattige mennesker men det er som om de ikke selv ved det.. sagt med et naivt glimt i øjet.. Jeg skriver sådan fordi selvfølgelig ved de selv at de er fattige.. men sammenlignet med hvad..? Sammenlignet med resten af Cebu er de som langt størsteparten af indbyggerne.. sammenlignet med Danmark er det ubeskriveligt den måde de bor på.. men jeg kan mærke at jeg nu har boet her mellem alla salgs mennesker i tilpas lang tid til at det er blevet hverdag.. jeg konstaterer at sådan er det - og er løbet tør for de frustrerende spørgsmål om hvorfor de lever sådan og hvad vi kan gøre ved det.. det er en del af det jeg lærer netop nu.. jeg kan nemlig intet gøre ved det.. det er en uendelig og uløselig opgave.. men det betyder ikke at jeg ikke stadig føler med dem når jeg går forbi. Jeg vænner mig aldrig til affaldet og vænner mig aldrig til at se mennesker i nød på den måde. Men jeg har fundet ud af at det bedste jeg kan gøre er at snakke med dem. Lade dem fortælle deres historier, lade dem spørge mig om alt muligt, tage billeder af dem og simpelthen bare "være" der og tage del i deres liv for en stund..

Det var et rigtigt godt besøg og jeg er Aida meget taknemmelig for at hun tog sig tiden til at gå med mig og oversætte begge veje. Endnu en oplevelse som ikke kan illustreres men gemmes i hjertet..

June
1
2011

... glæder mig til imorgen..

.. hver dag når jeg går "på arbejde" kommer jeg ikke langt fra vores hus forbi en slags rydning på et hjørne.. det er en åben mark med et par enkelte træer.. et sted hvor der ligger affald alle vegne, selv de to geder som menneskene der har vader bare rundt i et tøjer i affaldet og steger i solen.. Ovre i den ene side hvor de få træer er, er der nogle mennesker der har parkeret gamle bilvrag i to lange rækker.. ude på det ene hjørne har nogle af kvinderne forsøgt at lave en Sari Sari Store ( gadekiosk som sælger alt fra mad de har lavet som sælges i små plastposer eller hvad de nu har) Ofte er en Sari Sari store blot et blus og en gryde og nogle rester af et eller andet som får en brunlig farve og sælges til forbipasserende.. maden står hele dagen ude i bilos og 30 graders varme, uden hygiejne - men sådan gør "man" herude og jeg vælger selv om jeg vil prøve det eller ej.. 

Men her hvor disse biler er parkeret, lever de mennesker der ejer bilerne.. jeg har aldrig set hverken et toilet eller en skraldespand der og jeg vil ærligt talt ikke vide hvordan det fungerer.. det overlader jeg til fantasien og det er ikke vigtigt for det jeg skal der..

Jeg har set nogle børn lege ude i det åbne stykke af jordmarken og har nævnt dem herhjemme - jeg håbede at kunne møde nogle af børnene som jeg gjorde en af de første dage jeg var her.. de kom hen og råbte "haiiiiiii" til mig og jeg har kigget efter dem lige siden dog uden held.. Det er ikke et område hvor jeg har et legitimt ærinde.. det er en slags bebyggelse men jeg ville gerne derind!! Alf her fra huset kender en mand derinde som har svejset en grill sammen til ham mod en beskeden betaling og han har tilbudt at tage med smiley.gif

Men idag dukkede der et fristende tilbud op.. Elisabeth tilbød at jeg kunne låne Aida som er en kvinde der arbejder for organisationen og som er indfødt phillipiner og snakker engelsk.. hun kan fungere som tolk og forklare disse mennesker at jeg ønsker at komme lidt måske hver/hver anden dag og observere børnene når de leger - eller se om de vil lege lidt med mig.. Det er meget meget fattige mennesker og det er mit indtryk at de værner meget om deres lille "værested" hvor ingen andre end de der bor der kommer ind.. Alf fik lov til at komme ind da vi skulle hente risten men Jenny blev i bilen og låste den indefra mens hun ventede selvom hun kunne se os hele tiden..

Anyway.. imorgen tidlig kommer Aida her, så fortæller jeg hende kort om mit projekt og hvad det helt præcis er jeg har har brug for - og så prøver vi at gå derop og se hvad der sker! Håber de vil tillade at jeg kommer ind og at jeg må gå lidt rundt og tage billeder og filme.. håber jeg kan få en kontakt med børnene hen ad vejen og måske vinde en smule tillid.. Glæder mig til at se hvad der sker!! :-D

June
1
2011

.. tur til stranden..

.. igår havde jeg den fornøjelse at blive inviteret med til stranden. Mette og Natashja som er de danske studerende på The Day Care Center havde samlet penge ind fra venner og familie på facebook og kunne derfor leje en bus og invitere børnene, incl deres mange søskende og mødre med på en lille tur til stranden.

Der havde været mange "kommunikationsudfordringer" til trods for at pigerne havde fået centrets lærer Nida til at oversætte fra engelsk til phillipinsk på et stykke papir som vi hængte på døren. Mødrene forstod ikke helt budskabet i en udflugt, de kunne ikke gennemskue hvem der måtte komme med og hvem ikke - til trods for at det blev forklaret både mundtligt og skriftligt. Men efter mange diskussioner og udredninger over flere dage - lykkedes det os endeligt at få alle på bussen og afsted det gik!

Mette og Natashja havde været på den strand en enkelt gang før, ikke en lækker strand som vi forbinder det med herhjemme, men den var i køreafstand fra centret og okay.. affald på stranden vænner man sig hurtigt til, affald i vandet tager man bare og smider så langt væk man kan for ikke at svømme rundt i det.. mest plastiksager osv.. men det var okay.. når man kom i og kom ud over den første "bølge" var vandet bedre smiley.gif

I skulle have set ungerne og deres mødre lege i vandet! Mødrene var mindst lige så legesyge som ungerne og enhver i miles omkreds må have kunnet høre dem. Fra vi kom ved halv ti tiden og til vi tog hjem halv to var ingen af ungerne oppe af vandet i mere end et par minutter for fx at hente noget.. alle var i vandet hele dagen og som i kan se på billederne tog nogle af ungerne faktisk deres ris med ned i vandkanten og sad der og spiste.. 

De phillipinske børn er opdraget på en anderledes måde end de danske og det kunne vi tydeligt se igår. Selvom vi havde en temmelig stor børneflok blev børnene samlet i en lille gruppe i nærheden af hinanden og ingen af dem måtte vi holde ekstra øje med.. det fremgår også en smule af billederne at de holder sammen og leger sammen.. kun på et enkelt tidspunkt i løbet af dagen blev Marjorie ked af det og skulle trøstes.. men ingen skændtes.. ingen råbte.. ingen var kede eller sure.. det var en nem dag! Noget af det jeg har observeret på centret fik jeg bekræftet igår. Her leger børn på tværs af køn og alle leger det samme.. ingen leger sprcifikke pigelege.. ingen leger specifikke drengelege.. og måden man komme med i en leg på har jeg faktisk været så heldig at fange på film..

Det var en super fed dag hvor en stor flok mennesker bare var samlet om at slappe af, lege og være sammen.. ungerne grinede og pjattede en hel dag og var uendeligt ubekymrede at se på.. det var en fornøjelse at få lov til at se dem igår og møde deres mødre..

Super fedt initiativ af Mette og Natashja at de fik samlet penge ind til at kunne give ungerne denne oplevelse!

May
29
2011

De dansende fængselsfanger.

.. igår lørdag havde vi aftalt at tage i fængsel :-D

Her i Cebu er der et stort fængsel for mænd og et af de initiativer der er taget i forhold til at holde de tusindvis af mænd beskæftigede er at lade dem træne i en kæmpe fængselsgård flere timer om dagen. der er et par instruktører der laver en laver koreografien til dansene og Michael Jackson sange er omdrejningspunktet for størstedelen af dansene. 

På denne måde - ved at opmuntre dem til at danse - er ideen at holde dem beskæftigede så de ikke kommer så meget op at slås, handler med stoffer, eller handler med menneskelige ydelser.. der er altid en bagside af medaljen - men hverdagen ville se markant anderledes ud hvis de ikke dansede.. fængselsmiljø og især på Phillipinerne, er ikke nogen rar affære.. Over 10% af fangerne er uskyldige, de venter ofte i årevis på at få en dom fordi de ikke har råd til advokater og når de så bevises at de er uskyldige ( hvis det overhovedet kan bevises hvilket det ofte ikke kan!) så venter de igen år efter år på at blive løsladt.. Så vidt jeg har forstået er fængselsstraffe meget hårde hernede.. det er ikke ualmindeligt at tilbringe en meget stor del af sit liv i fængslet - når først man er kommet derind.. den hyppigste forseelse er tyveri og handel med stoffer...

Men anyway.. der var vi så! Hver den sidste lørdag i måneden er fængslet åbent for publikum som kan komme og se dem danse. Jeg er ved at lave en video og lægger en masse billeder på siden her så i kan se hvad det er jeg snakker om. 

Det var imponerende!! Hundredevis af fanger dansede til diskomusik og der var en fantastisk energi lige der! Uanset om de er tvunget til at danse eller om det er frivilligt ( jeg hører flere modsatrettede forklaringer jo dybere jeg graver i det - og tro mig! Jeg har gravet!) så var det en fantastisk oplevelse.. publikum stod oppe på første sal ( og nedenunder ) og dansede i takt til musikken og klappede af de dygtige dansere..

Det var den fedeste oplevelse ever! Alting løftede sig op under himlen og de var vanvittig dygtige.. de dansede og dansede i over en time og bagefter måtte publikum komme ned i fængselsgården og danse til et nummer sammen med fangerene og instruktørerne.. der var lejlighed til at gå rundt mellem fangerne og jeg spurgte om jeg kunne få taget et billede af dem sammen med mig..

Men i mit hoved havde jeg også den tanke at det var begrænset hvad vi kunne få lov til at spørge dem om.. og ikke mindst - få et ærligt svar på.. Der er virkelig en bagside af det image fængselsinspektøren prøver at vise os og menneskerettigheder er ikke et ord der bruges hernede..

Men i skulle have set dem!! De så faktisk ud til at nyde det - i hvert fald de fleste og det var en super fed oplevelse at se hundredevis af ensklædte fanger ( de havde deres fangeuniformer på ) danse og danse..

Wow!! 

May
27
2011

.. savner ungerne..

... jeg har det som blommen i et æg.. her er mennesker og omsorg hele vejen rundt om mig.. altid nogen som sørger for at jeg er tilpas og har det godt.. det føles godt, at jeg så kan glæde familien ved fx at købe et lille stykke ost som vi alle kan dele til morgenmaden - eller en blomst til Gabe fordi jeg simpelthen kunne have krammet ham den dag han tog sig tid til at hjælpe mig hjem fra Centret ( var lost og anede ikke hvor jeg var )..

Lige nu sidder jeg ved et skønt stort skrivebord i stuen lige ved siden af lamelvæggen indtil kontoret. Jeg er igang m,ed at se om jeg kan finde den mentale forbindelse til Danmark igen - har brug for at finde fokus og komme lidt ind i den danske måde at tænke på igen - ellers bliver mit projekt aldrig færdig.. det er en drømmeverden herude og jeg kunne blive i denne kokon for evigt.. det er milevidt fra den danske måde at tænke på.. milevidt fra den danske måde at behandle mennesker på.. milevidt fra den danske måde at tænke på..

Fandt mine grundbøger frem.. mit notathæfte med alle mine noter fra undervisningen.. og mit penalhus.

Skulle have noget i lommen på bagsiden af penalhuset og fandt et krøllet stykke køkkenrulle.. foldede det ud og så havde vi balladen! Med store blå bogstaver står der: "Velbekomme mor - husk jeg elsker dig - hilsen Rikke..

Åhhh for pokker!! Nu husker jeg den dag hvor hun smurte madpakker til os alle og havde skrevet en hilsen på køkkenrullen til at tørre hænder i, præcis som jeg plejer at gøre til dem.. Jeg husker nu at jeg ikke kunne nænne at smide den ud fordi det rørte mig at hun havde skrevet netop den hilsen.. af alle de millioner af ord hun kunne have valgt.. valgte hun disse..

Gad vide om mine unger ved hvor meget jeg elsker dem og hvor meget de betyder for mig..? Glæder mig til at fortælle dem det igen og igen når jeg ser dem om nogle uger i Danmark.. Savner ungerne som en vanvittig idag.. 


May
25
2011

.. en lille dreng på gaden.

.. jeg havde jo bestemt mig for at jeg ikke ville være til besvær med min transport frem og tilbage fra "The Day Care Centre" og bestemte mig derfor i morges for at jeg ville lære vejen at kende både ud/hjem.. det er omkring en halv times rask gang i stegende byos, motorcykler, folk der vader rundt, jeepnees, lastbiler, taxier osv.. Gaden er faktisk et stort kaos af trafikanter der overhaler både udeom og indenom og jeg har faktisk vænnet mig til den konstante lyd af båthorn.. Det dyttet konstant - hele tiden! Man dytter af ham foran.. man dytter af fodgængerne.. man dytter af hinanden.. ja, jeg tror af og til at nogle er lidt flittige på båthornet bare fordi de kan lide det ;-)

Anyway... jeg ville idag gå både derud og hjem. Så pakkede både vand, ekstra skiftetøj og et bykort som Elisabet havde krydset lidt af på for mig og begav mig afsted smiley.gif Vi godt indrømme at sveden løb ned af mig allerede ved den første bakke.. men har en aftale med mig selv om at gå så langsomt jeg kan - og minde mig selv på at jeg skal gå langsomt.. Hvis jeg går for hurtigt fordi jeg er lidt usikker på at gå alene ( lad bare være med at tale med nogen) så når jeg ganske simpelt ikke frem.. ingen kan gå tempogang i over 30 graders varme i en halv time, med en luftfugtighed på 89%, i tropehede.. og da slet ikke en småfed dansker som jeg smiley.gif 

Turen ud fik fint.. jeg brugte meget energi på at indprinte mig lidt "landmarks" men alt er stadig så fuldstændig ens for mig, at det hele smelter sammen.. Men kom frem uden at gå forkert - fedt! :-D

Turen hjem blev lidt speciel.. jeg synes faktisk jeg er ved at have vænnet mig til turen og slapper mere af.. stoppede og handlede lidt med en phillipiner om en gigantisk vandmelon men jeg afslog fordi jeg synes den blev for dyr. Lyshåret ja - men ved godt hvad en vandmelon koster! :-D Turen er lidt hård fordi fortovet eller hvad vi nu skal kalde det er brækket i tusind stykker og jeg skal hele tiden hoppe rundt.. op og ned af cementstykker.. muderhuller.. huller ned til de rendestene der løber nedenunder osv.. virkelig et puslespil og jeg er nødt til at se ned hele tiden - kan faktisk næsten ikke se hverken ligeud eller op for så snubler jeg - det er derfor nemmeste simpelthen at gå ude i kanten af vejbanen sammen med alle de andre ;-)

Jeg gik derhenad - og pludselg kom en lille dreng på måske 5-6 år hen ved siden af mig.. han smilede og begyndte derefter at gå ret op og ned som en general! Rettede ryggen ret. Strakte ben - hånden ved siden af hovedet til hilsen og så fremad march!! Det så SÅ fedt ud og han grinede over hele hovedet da han gik der sammen med mig.. så var det jeg tænkte...! Hvis han synes det er sjovt - så vil jeg også prøve! Så jeg sagde hej til ham - mens vi stadig gik - og efterlignede ham! Så der gik vi! Begge to med march og fuldstændig strunke og rette - hen ad rendestenen :-D Og han grinede!! Han syntes det var vildt morsomt at jeg var med på hans leg og sådan fulgtes vi et stykke sammen.. så var han kommet så langt som han vist kunne gå hjemmefra og måtte vende om.. han vinkede og råbte "Byyyyee" da han vendte sig og løb den anden vej smiley.gif

Sådan kan turen altså også være - sikke en sød dreng han var :-D

May
24
2011

Massage til 24,40 - just magic.

..would you like to come for a ride at the bike? spurgte Abi.. klokken var ti og jeg var egentlig på vej i seng.. men hun sputgte om vi ikke lige skulle tage en tur på motorcyklen inden sengetid :-D Først da vi var taget afsted gik det op for mig hvorfor hun bad mig tage et tørklæde over munden og solbriller på under styrthjelmen. Herude er det fuldstændig mørkt kl 6 så jeg undrede mig..?

Men fandt ud af så snart vi havde låst porten bag os at Abi havde en god pointe :-D I natten når det går stærkt ( tror hun har den samme fede fornemmelse for ræs som jeg!), var det faktisk nødvendigt at dække mund og øjne for alle insekterne og hvad har vi ellers smiley.gif WOW hvor det gik derudaf! Jeg greb mig selv i at tænke "hurtigere Abi!!" waauu det var fedt! :-D

Vi kørte lidt rundt mens Abi fortalte mig om nogen af byens kendetegn og endte til sidst i baggården på noget der minder om et luxushotel.. et par etager oppe liger der et resort for massage.. der er et helt menukort ved receptionisten hvor du kan vælge mellem alle herlighederne :-D

Vi fik begge en full body massage - og med full - mener de ski full! Tror aldrig jeg har fået masseret hverken knæskal eller næse før :-D Men for søren da osse hvor var det grundigt og fuldstændig fantastisk.. luxuriøst indrettet med private kabiner osv smiley.gif Selv i luften blev der sprayet dufte ud mens den beroligende musik bare flød fra højtalerne..

Resortet har åbent fra 11.00 formiddag og til 3.00 om natten smiley.gif Den perfekte måde at blive lullet i søvn på inden vi igen drønede gennem gaderne på motorcyklen hjem :-D

May
24
2011

.. Maretha og Dennis.

.. jeg er nu ved at have vænnet mig til den daglige morgenrutine. Hver morgen kl 7 spiser vi morgenmad, vi planlægger dagen så alle ved hvor de forskellige er. Arbejdsopgaverne fordeles - hvem skal besøge hvem? Der skal aftales med nye sponsorer, hentes nye studerende i lufthavnen, bringes mad og vand op til det sted hvor RiseAbove er ved at bygge nyt osv osv.. Abi skulle idag besøge en familie hun kommer fast ved og spurgte om ikke jeg ville med smiley.gif 

Efter først at have sat Jenny af ved den waterstation hvor vi får vores drikkevand i store dunke, satte vi Elisabet af ved et center og satte kurs mod det kvarter hvor vi skulle besøge familien. Jeg var forberedt på et fattigt kvarter men tror aldrig jeg vænner mig til de beskidte gader der flyder af affald, en gråbrunlig masse flyder i rendestenen og folk bor på gaden. De har små skure som de bor i - og sælger ved døren de ting som de kan undvære til forbipasserende.. der købes ofte ind så familien kan have en lille forretning kørende.. her sælges små poser med snacks, lidt grøntsager, nogle laver med ude på gaden og sælger det i små plastposer fx lidt kogte nudler eller et eller andet "deepfried".

Denne familie var så mange at det ikke kunne blive til en stol eller andet til hver. Som gæster fik Abi og jeg de to stole. Husets børn og andre voksne måtte stå op. Faderen fik en af de unge piger til at slå en papirsvifte ud og stå og vifte os. Temmelig svært at nyde når jeg nu helst bare ville gøre noget for dem..

Abi snakkede med Maretha som viste hende sine nyeste kort lavet af genbrugspapir. Begge søskende laver små tegninger som vi scanner ind og klistrer på "pappet". Så bliver de solgt fx på nettet og pengene går til familien..

Det var en meget barsk oplevelse.. mellem tingene på hylderne kravlede mus som det mest naturlige i verden.. alt var slidt, ødelagt eller nødtørftingt repareret men alligevel var der så meget livsglæde latter og glade stemmer at jeg slet ikke kunne undgå at nyde det og begyndte at "snakke" lidt med de mindste børn. Alle kaldte både Abi og jeg for "mam".. Yes mam.. I´m fine mam.. do you have kids mam Heidi? osv...

Det var fantastisk at besøge familien og jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor meget og hvor privilligerede vi er i Danmark.. Den phillipinske befolkning har så uendeligt lidt.. og er meget meget fattige.. udsultede.. på eksistensgrænsen - men alligevel møder de verden og dagen med et smil og er taknemmelige for hvad de har smiley.gif

Det var en fantastisk formiddag - men den var hård.. Abi så at jeg var på nippet til at lukke op for "vandsluserne" og jeg er hende taknemmelig for at hun hurtigt fik en samtale igang mens jeg lige fik pusten igen..

Hvor er vi dog heldige i vores rige rige land..

May
23
2011

Is med dåsemajs og cornflakes..? Jo - den er god nok!

Så har jeg prøvet det med! Skulle prøve den lokale Hala-Hale dessert i en isbar i et stort center sammen med Suzy smiley.gif Den består af knust i i bunden, en kugle sød kokosis, knaldrøde og grønne firkantede tern af gelé, lidt frugt i strimler og nogle hvide trevler som mest af alt mindede om nudler - but i didn´t ask - i just ate! :-D Desserten var pyntet med en masse dåsemajs på den ene side og ja - cornflakes på den anden smiley.gif fantastisk og slet ikke spor underligt ;-)

May
21
2011

Så er jeg igang - på den anden side af jorden!

Endeligt her!

 

Efter et par uger,hvor alt har været en blanding af forventning, glæde og kaos omkring mig, er jeg nu landet i Cebu City på Phillipinerne. Målet og den vej jeg er gået for at komme herhen, har været fyldt med mange følelser i to forskellige retninger. Dels fordi jeg har haft svært ved at skaffe midlerne med så kort varsel, dels fordi der i mit nærmiljø er sket flere svære ting, som har krævet min opmærksomhed i så høj en grad, at enhver tanke om mit projekt er blevet udsat. Men så faldt alt pludselig på plads! Og nu er jeg her!! Vildt!

 

Jeg kan kun anbefale enhver at gøre det! 

Jeg var nervøs for selve flyveturen, men det viste sig at selve tjek in fasen i Billund lige da jeg kom ind af døren – var ”the hard part”. Jeg ELSKER at flyve – elsker take off og landing og kan slet ikke få nok at sidde ved vinduet og se ned på marker, floder, små byer som alle er ens byggede op og den variation der er i landskabet. Men det meste af turen foregår højt oppe over alle skylagene. Her stiger og stiger maskinen til den til sidst er helt deroppe, hvor den er skåret gennem flere skylag og jeg kunne nyde udsigten ned over uendeligt mange forskellige skyformationer. Blev dybt fascineret over de mange forskellige måder skyerne er sammensat på og det landskab der synes at strække sig helt ud over verdens ende, af snehvide candyfloss lignende vattotter. Da aften blev til nat kunne jeg se lyset forsvinde i en stribe ude i horisonten og afløstes af en klar sort nat hvor stjernerne var tydelige og klare udenfor mit frosne vindue. Jeg kom til at tænke på de tusindvis af gange jeg har stået på landjorden og set op mod himlen og stjernerne. Huskede hvordan jeg af og til havde fået øje på en blinkende flyvemaskine så højt oppe at den næsten ikke kunne skilles ad fra stjernerne, hvis ikke det var for de grønne og røde blink. Nu var jeg pludselig selv sådan en stjerne.

 

Indimellem er det blevet til en times søvn hist og pist men samlet set er det kun meget få timer, til trods for at jeg har rejst i omkring et døgn. Flymaden som jeg havde meget små forventninger til, viste sig som en positiv overraskelse. Den var faktisk helt ok! God service og venligt personale. Har oplevet alt fra snakkesaglige danskere – til en sovende kineser og to tavse nonner i sorte uniformer der over hele turen fra Hong Kong til Cebu sad med hovedet mellem hænderne og knæene, mumlende hvad jeg antager, var en stille bøn, kun afbrudt af korsets tegn når der blev stigende turbulens.  Den frygt jeg troede jeg ville få når jeg pludselig stod der alene – kom aldrig! I Frankfurt var alting præget af præcision og tysk grundighed. Vi blev afhentet af en lufthavnsbus og anvist en gate/terminal. Derfra tog vi nogle førerløse små hurtiggående minitog høje oppe i luften, over til den terminal hvor der var departuer og boardinggate. Overalt var der personale til at guide og anvise retninger. Secutity, scanninger af ting og krop, boardinger , osv gled hurtigt over i ”noget genkendeligt” om end aldrig rutinepræget. Hvert land og hvert flyselskab har sin egen måde at gøre tingene på. Immigration og costums i Cebu tog en rum tid, men fuldstændig gnidningsløst. Der er nemmere at rejse end jeg nogensinde havde turdet håbe på – også selvom jeg ved afgang fra Hong Kong stadig ikke havde mit gatenummer til min afgang til Cebu. Kun en terminal – og Hong Kong International Airport er stor skal jeg hilse og sige!

 

Efter at være ankommet til Cebu fandt jeg en ”legal” taxi på gaden. Det viste sig at jeg havde fået en særdeles snakkesaglig chauffør med fuld skrue på både bilen og musikken. Han var en god kilde til at fortælle mig,om alt det vi kom forbi på den lange køretur fra den ø jeg var landet på, over til Cebu øen og Cebu City hvor jeg nu skal bo de næste 3 uger. Jeg have lige, en halv time inden afgang fra Vedersø, fået en adresse jeg skulle give chaufføren og det viste sig, efter et par gange hvor vi kørte forkert, at jeg skulle bo hos Flemming og Elisabet i deres private hjem. Her har også organisationen RiseAbove til huse og de to ting smelter nærmest sammen. Privaten er kun adskilt med nogle ruder fra ”kontoret” og hele huset er hjemsted for en håndfuld dejlige mennesker som bor her på en eller anden måde..  Jeg har fået mit eget værelse med briks og skrivebord og jeg er lykkelig over at blæseren i loftet virker. Luften står fuldstændig stille, det har lige styrtregnet og luften er tyk af fugt og tropisk klima. En ung kvinde ved navn Sarah tog imod mig og sammen med Elisabeth har hun vist mig rundt i dette sælsomme hus der består af flere etager og flere små bygninger. For i det hele taget at få adgang til huset skal man gennem en smal gade med høje mure og store massive uigennesigtige trælåger. Jeg var faktisk i tvivl om hvorvidt der boede nogen overhovedet bag disse låger, men det viste sig at der var en god forklaring på hvorfor husene er lavet som de er. Alle ligger ”skulder ved skulder” og det er svært at gennemskue hvor den ene ejendom begynder og den anden slutter. Efter at være blevet vist rundt og hilst på de mennesker vi kom forbi, tog Elisabeth mig med over i dagligstuen, hvor hun fortalte mig om hvordan hun havde ideer til, at jeg kunne lave mit projekt. Jeg har fået sporet mig lidt ind på en brugergruppe og hun har vist mig billeder af det Day Care Center hvor organisationen har fået lavet et dagtilbud hvor fattige familier kan komme og få passet deres børn mens forældrene arbejder. En typisk dagløn herude er cirka 30 kr og selvom det er billigt at leve hernede, er det langt fra nok til at kunne brødføde en familie med måske 3-4 børn dagligt. Elisabet fortæller mig om hvordan de fattigste børn både har orm, hudsygdomme, er underernærende og mangler tænder på grund af dårlig eller manglende hygiejne og midler.  Alt er meget meget fattigt herude og alting bærer præg af det...


Glæder mig til alt det der venter de næste dage :-D

 

 

April
28
2011

Wow - hvad skete der lige!!

Tirsdag den 26. april.

Verden som jeg kender den bliver pludselg meget større!

 

Sidder og følger undervisningen på Seminariet og bestemmer mig for at tjekke de træffetider Birgit Tanderup har mailet mig. Kan se at hun faktisk har en tid idag og tager chancen og går derover. Jeg har fået afslag på min dispensationsaftale om at tage til Grønland og gennemføre min 3. praktik deroppe, på væsentligt kortere tid og skal lige have den afsluttende snak med Birgit.

Træffer hende på kontoret og vi snakker lidt frem og tilbage. Jeg har stadig rejsefeber og pludselig opstår en ny idé! Vi skal igang med et 5 ugers kulturprojekt i forbindelse med 4. semester. Cirka 1 uges fagundervisning - 3 ugers gruppestudie under vores linjefag UMD - og en uge hvor gruppen afleverer synopsis og går til en mundtlig eksamen i projektet.

 

Ideen går ud på at jeg måske kan tage den planlagte uges fagundervisning herhjemme - derefter rejse ud i verden til et af de steder hvor skolen i forvejen har studerende - og gennemføre de 3 ugers projektarbejde der - inden jeg vender hjem og går til eksamen som de andre men dog alene -i den 5. uge. Vi taler lidt om hvilke muligheder der foreligger med hensyn til rejsemål og  både New Zealand, Afrika og Phillipinerne bringes i spil. Birgit fortæller at den organisation og danske familie som er skolens kontakt på Phillipinerne tilfældigvis har en "udsending" i Danmark pt. Han hedder Flemming Hansen og er den koordinator som Rise Above Organisationen har som bindeled mellem os og de projekter de kører i Cebu på Phillipinerne. Hun tilbyder at jeg kan komme og hilse på Flemming onsdag middag og at vi går igang med at søge dispensation/merit for min danske del af uddannelsen i kulturprojektet og forsøger at få mig afsted som den første på en sådan udfordring omme på den anden side af jorden.

 

Kører jublende glad hjem fra skole den dag og når allerede på hjemturen at sætte min bil til salg - for at få penge til flybillet, visum, vaccinationer og ophold.

 
Panel title

© 2017 heidisverden

Antal besøg: 1258

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,37039303779602sekunder